Den gode madpakke

Madregler og gode madvaner

En del af den trivsel, der er vigtig for, at eleverne kan lære, er, at de i løbet af dagen tankes op med mad og drikke. Sørg derfor altid for, at dit barn har fået en god og sund morgenmad, inden det møder i skole, og at barnet har en madpakke med, der svarer til dagens længde.

På Havndal Skole er der to frikvarterer, hvor der er tid til at spise den medbragte mad.

  • 10-frikvarteret kl. 09:40.10:00
  • 12-frikvarteret kl. 11:30-11:45. I denne pause sidder læreren/pædagogen fra 11:30-11:45 og spiser sammen med eleverne i alle klasserne.

Da det også er vigtigt, at eleverne har tid til at komme ud at røre sig i frikvartererne, er det af stor betydning, hvilken madpakke man giver sit barn med i skole. Der er på 15 minutter ikke tid til at ”forberede” mad. Madpakken skal være nem at gå til og hurtig at spise.

Havndal Skole har anskaffet et køleskab til elevernes madpakker. Køleskabet er placeret centralt på skolen ved koldtvandshanen.

Fødevarestyrelsens anbefalinger – Frokosthånden

Typisk glemmer vi at købe ind til madpakken, når vi står i supermarkedet og tænker ”hvad skal vi have til aftensmad?”. Frokosthånden er en enkel huskemodel for, hvad der skal i madpakken, hvis den skal være sund og efterleve de officielle kostråd.

En god og sund madpakke består af fem ingrediensgrupper – en for hver finger. Husk derfor ”hånden”, når du køber ind, og når du smører madpakken.

Hånden består af:

  1. grønt – gnavegrønt, salat eller pålæg
  2. brød – helst rugbrød eller fuldkornsbrød
  3. pålæg – kød, ost eller æg
  4. fisk – mindst en slags fiskepålæg
  5. frugt – det friske og søde

Det er en god idé at lave lidt ekstra til aftensmaden – lige til at komme madpakken i morgen. F.eks. kan du bruge gårsdagens rester af:

  • kyllingelår
  • fiskefrikadeller
  • pizza
  • råskostsalat
  • madtærte

Du kan læse mere om Frokosthånden her.

Kilde: http://altomkost.dk/tips-i-hverdagen/til-maaltiderne/madpakker/gi-madpakken-en-haand/